Brugeroplevelsen på din hjemmeside utrolig er vigtig. Er din hjemmeside svær at navigere i og er den for langsom på mobilen, falder din målgruppe hurtigt fra.
Jeg har et ønske om, at du får en professionel og lækker hjemmeside som er responsiv (jeg kommer ind på denne term længere nede i blogindlægget), nem at navigere i, og som afspejler dig og dit brand. Derfor har jeg udarbejdet denne lille guide til, hvordan du kan optimere brugeroplevelsen og skabe værdi med din hjemmeside.
Som altid finder du en kort øvelse i blogindlægget, så du kan arbejde med brugeroplevelsen på din side.
Formålet
Først og fremmest er det vigtigt at finde ud af hvilket formål, din hjemmeside har. Hvorfor findes den?
For dit vedkommende er formålet med din hjemmeside sandsynligvis, at din målgruppe skal kunne finde dine kontaktoplysninger, priser og hvad de kan få hjælp til. Det kan også være, at du sælger fysiske eller digitale produkter, har en blog eller andet, der er relevant for din målgruppe.
Når du har et formål med din side, har du et pejlemærke for, om din side lever op til formålet, altså at din målgruppe får dækket deres behov for at tilgå din side.
Indholdet på din hjemmeside skal støtte op om sidens overordnede formål og skabe værdi for brugeren.
Layout
Læse F’et
Når du kigger på en hvilken som helst hjemmeside, læser du helt automatisk siden i en F-bevægelse. Det er derfor relevant, at tænke F’et ind i dit layout. Ved at placere de vigtigste elementer indenfor F’et, er din hjemmeside nem at afkode.
Den stiplede linje
Tænk over, hvad det første din målgruppe ser på din side. Det er vigtigt at din målgruppe lynhurtigt kan afkode, hvad han/hun kan finde på din side og hvordan du kan hjælpe dem.
Nedenstående eksempel viser, at de 3 vigtigste parametre er inden for den stiplede linje og tilmeld indenfor F’et.
Inden for den stiplede linje anbefaler jeg, at du har disse 3 komponenter:
- Call to action, det vil sige, en knap der leder brugeren videre på din side med fokus på at konvertere besøgende til købende kunder. Det kan for eksempel være med “Læs mere”, “Bestil tid i dag”, “Kom i gang nu” eller lignende.
- En søgefunktion, så man kan søge på din hjemmeside.
- Kontaktoplysninger eller formular, så man kan komme i kontakt med dig.
Valg af sprog, tone og stil
Sprog og tone
Her kan du virkelig gøre din side personlig og vise hvem du er som behandler. Du er helt sikkert allerede ekspert i hvordan du bruger dit sprog når du behandler, og dette skal også afspejles på din hjemmeside. Tal til din målgruppe og undgå fagudtryk, som din målgruppe ikke forstår.
Du kan også læse mere om hvordan du kommunikerer på din hjemmeside ved brug af de 3 p’er.
Valg af visuel stil
Vælg en bestemt stil og hold stilen på alle sider, så du skaber sammenhæng i dit udtryk. Både skrifttyper, farver, billeder og grafikker er med til at skabe en stil og et overordnet udtryk af dit brand. Jeg vil til enhver tid råde dig til at vælge det du synes ser godt ud og som du føler, afspejler dig. Der findes dog universelle regler for, hvad der er godt design.
Valg af skrifttyper
Sørg for, at skrifttyperne er letlæselige – også på mobilskærm.
Valg af farver
Farver har forskellige symbolske betydninger, og dette kan du tænke ind i dit design, hvis det giver mening for dig. Eller du kan blot vælge farver, du godt kan lide og afspejler dig. Pas på med hidsige farver som behandler, da du gerne skal skabe ro og klarhed hos din målgruppe. Der kan dog være undtagelser alt efter hvad du arbejder med. Jeg kan godt lide at bruge naturfarver i mit arbejde eksempelvis blå og grøn.
Valg af billeder
Personligt er jeg ikke vild med opstillede modelbilleder på hjemmesider. Smukke billeder kan dog skabe en bestemt stemning og gøre din hjemmeside rigtigt lækker. Jeg anbefaler fotograf Puk Damgaard Jensen til mine kunder. Du kan også downloade professionelle billeder på nettet, men vær opmærksom på rettighederne (copyrights). Jeg anbefaler siderne Rawpixel, Pixabay, Pexels og Freepik hvis du ønsker gratis billeder til din side.
6 parametre, der skaber en god brugeroplevelse
- Din hjemmeside er nem at finde.
- Siden er tilgængelig og anvendelig på tværs af platforme (computer, tablet og telefon) og skærmstørrelser. Forbindelsen er god, også på telefon. Har du mange store billeder ogvideo på din side, kan det gøre din side langsommere. Det er derfor vigtigt, at du både tester hastigheden på din hjemmeside på computer, tablet og mobil.
- Kvaliteten af oplevelsen. Har brugeren lyst til at surfe rundt på siden eller mister vedkommende interessen?
- Sidens opbygning er intuitiv og den er nem at navigere i. Vi er vant til, at hjemmesider er opbygget ud fra bestemte regler som eksempelvis at man kan klikke på logoet for at komme til forsiden. Hvis ikke disse regler er overholdt, kan det skabe en dårlig brugeroplevelse som kan resultere i, at brugeren mister interessen.
- Din hjemmeside fremstår troværdig og du fremstår dermed også som troværdig. Det er afgørende for, at din målgruppe tror på, at du kan hjælpe dem.
- Din side indfrier de forventninger, din målgruppe måtte have til din hjemmeside og den lever op til sit formål.
Kort øvelse: Skab værdi for din målgruppe med din hjemmeside
Se på din egen hjemmeside med nye øjne, efter du har fået al denne nye information.
Spørg dig selv:
- Hvad er formålet med din side? Lever din side op til formålet?
- Har du det vigtigste indhold indenfor F’et og den stiplede linje?
- Hvilket indhold på din side skaber værdi for din målgruppe?
Leave a Comment